Læserbrev bragt i Politiken d. 21. december 2008
Af: Anne Paulin, International Sekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)
I Politiken 14.12.08 er der berettiget fokus på atommagten Pakistan. Der er grund til bekymring om Pakistan, hvor fattigdom, korruption og islamisk fundamentalisme ikke blot udgør en trussel indenrigs, men bl.a. også i Afghanistan-krigen, i Indien som set for nyligt, men i sidste ende mod verdensfreden, hvis landets atomvåben falder ekstremister i hænderne. Den kommende præsident Obama har ret i sin bekymring for Pakistans uvillige husning af terrorister, og Indiens udenrigsminister Mukherjee rammer plet i udtalelsen om, at hensigtserklæringer fra den pakistanske regering ikke længere er nok. Bliver der ikke rettet op på Pakistans skræmmende kurs, må det internationale samfund gribe ind. Ustabilitet og atomvåben er en dårlig cocktail!
31. december 2008
10. december 2008
Jo, Georgien skal i NATO
Læserbrev, bragt i Information d. 3. december 2008
af: Anne Paulin, international sekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU )
I debatten om Georgiens fremtidige NATO-medlemskab erklærer jeg mig stærkt uenig i Informations leder i går. David Rehling udtrykker en manglende forståelse for Ruslands udvikling. Ikke nok med, at Rusland til stadighed svækkes demokratisk gennem Putins restriktioner af ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed; derudover ses også et politisk lederskab med fornyede ambitioner om genrejsningen af et Storrusland, med hvad dette indebærer af regional ekspansion. Under sensommerens krig så vi, at Georgien er et oplagt mål for russernes anneksionsstrategi. Georgiens grænser skal selvsagt fastlås med syvtommersøm før medlemskab kan opnås, og den traditionelle MAP-plan for optagelse bør følges. At georgisk NATO-medlemskab er en provokation af Rusland, er ikke et tilstrækkeligt argument for at hindre dette. Ruslands tilsidesættelse af demokratiske principper må ikke skræmme Danmark og de øvrige NATO-lande fra at bakke op om georgisk såvel som ukrainsk medlemskab af alliancen.
af: Anne Paulin, international sekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU )
I debatten om Georgiens fremtidige NATO-medlemskab erklærer jeg mig stærkt uenig i Informations leder i går. David Rehling udtrykker en manglende forståelse for Ruslands udvikling. Ikke nok med, at Rusland til stadighed svækkes demokratisk gennem Putins restriktioner af ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed; derudover ses også et politisk lederskab med fornyede ambitioner om genrejsningen af et Storrusland, med hvad dette indebærer af regional ekspansion. Under sensommerens krig så vi, at Georgien er et oplagt mål for russernes anneksionsstrategi. Georgiens grænser skal selvsagt fastlås med syvtommersøm før medlemskab kan opnås, og den traditionelle MAP-plan for optagelse bør følges. At georgisk NATO-medlemskab er en provokation af Rusland, er ikke et tilstrækkeligt argument for at hindre dette. Ruslands tilsidesættelse af demokratiske principper må ikke skræmme Danmark og de øvrige NATO-lande fra at bakke op om georgisk såvel som ukrainsk medlemskab af alliancen.
30. juli 2008
International kommentar til august-udgaven af DSU'eren
Et historisk øjeblik
Af: Anne Paulin, formand Internationalt Udvalg
Historien skrives I øjeblikket. Nogle gange er vi bevidste om dette, andre gange går det hen over hovedet på os. Terrorangrebet d.11. september 2001 eller EU’s østudvidelse i 2004, er eksempler på begivenheder vi ved vil blive husket for eftertiden. Og så er der andre begivenheder, som vi måske ikke tillægger al for megen opmærksomhed i nuet, men som ikke desto mindre vil indgå i en fremtidig karakterisering af vores tid.
Historiske øjeblikke kan være glædelige, men de kan også være bitre, sørgelige eller måske endda sviende skamfulde. Og skam var præcis den følelse der blussede op i mig, i det som jeg oplevede som intet mindre end et historisk øjeblik forleden dag, da jeg læste at antallet af sultende i verden for første gang i nyere tid var opadgående.
Den internationale fødevarekrise, hævdes at være årsagen til, at så mange flere millioner mennesker må sulte i år. 133 millioner flere mennesker sulter i år, hvilket betyder, at det samlede antal af sultne munde nu er oppe på næsten en milliard! Tallene ventes at stige med yderligere 200 mio. frem til 2017. Det er et historisk knæk på en sultkurve, der ellers var nedadgående.
Der skal socialdemokratiske løsninger til. I denne tid står diverse meningsdannere nærmest i kø for at berige pøbelen med fraser som; ”ideologierne er døde”, ”der findes ingen reelle politiske kampe længere” og ”Der er ingen tilbageværende uoverenstemmelser omkring indretningen af de økonomiske systemer”. Til alle de der abonnerer på disse holdninger, må jeg ikke blot nøjes med at trække på skuldrene og ryste på hovedet, men højlydt markere; ”NEJ”. Det er er simpelthen ikke rigtigt. Socialdemokratismen benytter andre midler og har et andet endemål end liberalismen.
Endvidere må jeg konstatere; vi er meget bange for at vise ideologi i den økonomiske politik. Bange for, at blive klandret for at sætte spørgsmålstegn ved den pletfrie selvregulerende markedsøkonomi.
But here it goes - ?. Nu er spørgsmålstegnet sat. Der er flere grunde til fødevarekrisens opståen, eksempelvis udvindes der mere og mere biobrændstof i et forsøg på at undslippe uafhængigheden af den rekorddyre olie. Biobrændstof udvindes af blandt andet korn, - korn som dermed ikke kan benyttes til at brødføde verdens fattige. Men en stor del af fødevarekrisen skyldes dog også ren spekulation i – og handel med fødevareobligationer, som har presset fødevarepriserne kunstigt i vejret. Med andre ord råder banker og kreditforeninger deres kunder til at investere i fødevarer, hvorefter resultatet bliver, at den velstående vesterlænding får en økonomisk gevinst, alt imens endnu en afrikaner må gå sulten i seng. DSU kan ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved en sådan økonomisk indretningen, hvorfor Internationalt Údvalg i det kommende halvår vil rette fokus på den internationale økonomi og handelspolitik.
Vi er nødt til at opstille de nødvendige spørgsmål, og ikke mindst finde frem til de løsninger, der kan sikre en bedre udvikling. Staffetten er er sat i gang, pennen skal spidsen – vi skal ind i kampen for at skrive historien om. Det er intet mindre end en mission for DSU. Fremtiden skal ikke sige om vores generation, at det var os der opgave muligheden for en retfærdig verden.
Af: Anne Paulin, formand Internationalt Udvalg
Historien skrives I øjeblikket. Nogle gange er vi bevidste om dette, andre gange går det hen over hovedet på os. Terrorangrebet d.11. september 2001 eller EU’s østudvidelse i 2004, er eksempler på begivenheder vi ved vil blive husket for eftertiden. Og så er der andre begivenheder, som vi måske ikke tillægger al for megen opmærksomhed i nuet, men som ikke desto mindre vil indgå i en fremtidig karakterisering af vores tid.
Historiske øjeblikke kan være glædelige, men de kan også være bitre, sørgelige eller måske endda sviende skamfulde. Og skam var præcis den følelse der blussede op i mig, i det som jeg oplevede som intet mindre end et historisk øjeblik forleden dag, da jeg læste at antallet af sultende i verden for første gang i nyere tid var opadgående.
Den internationale fødevarekrise, hævdes at være årsagen til, at så mange flere millioner mennesker må sulte i år. 133 millioner flere mennesker sulter i år, hvilket betyder, at det samlede antal af sultne munde nu er oppe på næsten en milliard! Tallene ventes at stige med yderligere 200 mio. frem til 2017. Det er et historisk knæk på en sultkurve, der ellers var nedadgående.
Der skal socialdemokratiske løsninger til. I denne tid står diverse meningsdannere nærmest i kø for at berige pøbelen med fraser som; ”ideologierne er døde”, ”der findes ingen reelle politiske kampe længere” og ”Der er ingen tilbageværende uoverenstemmelser omkring indretningen af de økonomiske systemer”. Til alle de der abonnerer på disse holdninger, må jeg ikke blot nøjes med at trække på skuldrene og ryste på hovedet, men højlydt markere; ”NEJ”. Det er er simpelthen ikke rigtigt. Socialdemokratismen benytter andre midler og har et andet endemål end liberalismen.
Endvidere må jeg konstatere; vi er meget bange for at vise ideologi i den økonomiske politik. Bange for, at blive klandret for at sætte spørgsmålstegn ved den pletfrie selvregulerende markedsøkonomi.
But here it goes - ?. Nu er spørgsmålstegnet sat. Der er flere grunde til fødevarekrisens opståen, eksempelvis udvindes der mere og mere biobrændstof i et forsøg på at undslippe uafhængigheden af den rekorddyre olie. Biobrændstof udvindes af blandt andet korn, - korn som dermed ikke kan benyttes til at brødføde verdens fattige. Men en stor del af fødevarekrisen skyldes dog også ren spekulation i – og handel med fødevareobligationer, som har presset fødevarepriserne kunstigt i vejret. Med andre ord råder banker og kreditforeninger deres kunder til at investere i fødevarer, hvorefter resultatet bliver, at den velstående vesterlænding får en økonomisk gevinst, alt imens endnu en afrikaner må gå sulten i seng. DSU kan ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved en sådan økonomisk indretningen, hvorfor Internationalt Údvalg i det kommende halvår vil rette fokus på den internationale økonomi og handelspolitik.
Vi er nødt til at opstille de nødvendige spørgsmål, og ikke mindst finde frem til de løsninger, der kan sikre en bedre udvikling. Staffetten er er sat i gang, pennen skal spidsen – vi skal ind i kampen for at skrive historien om. Det er intet mindre end en mission for DSU. Fremtiden skal ikke sige om vores generation, at det var os der opgave muligheden for en retfærdig verden.
Artikkel om Barack Obama fra DSU'eren august-udgaven
YES HE CAN?
– FOKUS PÅ BARACK OBAMA.
Af: Anne Paulin, formand Internationalt udvalg
Om få måneder skal amerikanerne afgøre, hvem der skal være ny prædident i USA og dermed de facto leder af den frie verden. Skal det være aldrende krigsveteran John McCain? Eller vil Amerika få landets første sorte præsident i den 47-årige Barack Obama, - en mand der både er blevet kaldt en politisk letvægter, opportunist og folkeforfører, men ikke desto mindre står til at indtage verdens mest magtfulde embede, hvis man skal hæfte sig ved de seneste meningsmålinger.
I denne artikkel vil vi se nærmere på, hvem politikeren Obama er.
Fænomenet Obama
Obama er kendt som politikeren der blev berømt over en nat, da han i forbindelse med demokraternes konvent i 2004 holdt hovedtalen, der motiverede for John Kerrys kandidatur. På mesterlig vis reciterede Obama passager fra den amerikanske uafhængighedserklæring, fremlagde sin version af solidaritet og ikke mindst formåede at sætte fokus på det enestående ved Amerika; ”at alle i landet har chancerne for at opnå succes, selv en høj, tynd drenge med et mærkeligt navn (Barack)”. Dermed formåede Obama også at skabe et fokus på sig selv, og allerede efter Kerrys nederlag begyndte snakken om, at Obama kunne være mulig kandidat i ’08, derfor at gå. I starten af 2007 meldte Obama sit kandidatur på banen, og formåede hurtigt og effektivt at skabe en bevægelse omkring hans kampagne, - en bevægelse som især kom til at involvere mange veluddannede unge, der i en rus af poltitisk vækkelse udgjorde et kæmpestort frivillig korps, der allerede fra starten af cementerede styrken i Obamas kampagne. Og Obama fik folk til at græde af fryd over udsigten til ”change” og ”hope” som hurtigt blev kodeordene i Obama-kampagnen. Sammenholdt med det opløftende ”Yes we can” og Obamas insisteren på national forsoning mellem republikanere og demokrater efter de opsplittende år med Bush, opnåede Obama om ikke ligefrem helgen- da i hvert fald stjernestatus.
Den skandaløse præst og de brudte løfter
At Barack Obama i modsætning til McCain er en politisk nybegynder har medført både fordele og ulemper for den demokratiske præsidentkandidat. En af de klare fordele har været det pletfrie ry, som uden tvivl har understøttet Obama i hans heroiske fremståen som sort Mesias.
Dog har den intensive præsidentkampagne medført flere brister i Obamas karakter. Først og fremmest var Hillary Clinton og Obamas lange opslidende kampagne internt i det demokratiske parti, et kapløb hvor tonen til tider blev barsk. Som eksempelvis da Hillary Clinton rettede en kraftig kritik mod Obama efter hans udtalelser om, at den amerikanske underklasse var desilusionerede og derfor tyede til Gud og våben efter trøst. Det var med til at understøtte billedet af Barack Obama som værende en akademiseret overklassesnob uden nogen virkelighedsfornemmelse og forståelse for den enkelte amerikaners virkelighed. Derudover var der den store miser med Obamas såkaldte spirituelle vejleder, Chicago-præsten Jeremiah Wright som hurtigt blev kendt i hele USA som ”Obamas pastor”. Wrights udtalelser omkring Irak-krigen blev stemplet som anti-amerikanske og dermed antipatriotiske, hvorfor manden – som rent faktisk også fremstår bindegal – IKKE var favorabel for Obama at blive kædet sammen med. Obama har sidenhen taget afstand til præstens udtalelser, men mange mente, at det kom for sent, og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Obama i så mange år har kunnet omgås denne hans såkaldte spirituelle vejleder.
Endvidere har den seneste tid budt på en hel del polemik omkring et brudt løfte fra Obama om, at han som præsidentkandidat ville modtage den offentlige kampagnestøtte og dermed fravælge private bidrag. Men at være den største fundraiser i amerikansk historie kan åbentlyst ændre en sådan holdning. I hvert fald takkede Obama nej til den offentlige støtte til fordel for den private, hvilket McCain-lejren ikke har været sen til at udlægge som et ikke blot et tegn på grådighed, men også utroværdighed.
Vil han gå hele vejen?
Hvor der ingen tvivl er om, at europæerne i overbevisende grad foretrækker at se Obama indtage det Hvide Hus, forholder det sig naturligvis anderledes i USA. Næsten alt kan ske frem til valget i november, og mange eksperter har påpeget, at valgets udfald i høj grad kommer til at afhænge af, hvilke politiske emner der bliver dominerende frem til d. 4. november. Det har i høj grad været en fordel for Barack Obama, at han har kunnet kritisere Irak-krigen med ren samvittighed, idet han var imod krigen lige fra dens tidlige begyndelse i marts ´03. Obamas vision om en 16-måneders tilbagetrækning fra Irak har været populær blandt de mange amerikanere, der har følt, at krigen er kommet dem alt for tæt ind på livet. Ikke desto mindre arbejder de seneste fremskridt i Irak til John McCains fordel. Selvom de irakiske fremskridt er beskedne, giver de dog et håb om, at krigen måske alligevel kan vendes og vindes, hvilket er McCains kæphest ”omend det skulle tage 100 år”, som han har udtalt. Den kriseramte amerikanske økonomi er et andet højtprofileret tema i amerikansk politik. Her er det McCain der fremstår svag efter flere gange at have indrømmet, at det med økonomi egentlig ikke er noget han ved så meget om. Derfor bliver det enormt interessant at følge, hvad agendaen i amerikansk politik vil byde på i løbet af efteråret.
Hvad vi kan lære af Obama
Der er ingen tvivl om, at armbevægelserne i amerikansk politik er større, end hvad man støder på i det politiske billede herhjemme. De virkemidler de amerikanske politikere benytter sig af, ville på mange danskere virke overfladiske og måske nærmest grinagtige. For Obamas vedkommende har jeg ofte hørt folk sige om ham, ”hvad mener han egentlig med alt det der ”hope” og ”change”, - er det ikke bare tomme ord?”. Der er ingen tvivl om, at ord altid har faldet lettere end handling. Men ikke desto mindre; Barack Obama har med imponerende dygtighed formået at vække den amerikanske befolkning og fået organiseret en stor bevægelse omkring hans kampagne og politik.
Og lad os indse det. Håb er også hvad vi har brug for i socialdemokratisk politik, der efterhånden må have nået grænsepunktet for hvor steril og upersonlig politiske budskaber kan blive. Vi har brug for en politik der kan få folk til at føle for forandringer igen. En politik der kan skabe en alternativ danskhed, der ikke er bygget på fremmedfjendskhed og frikadeller, men en stolthed over et stærkt demokrati og de solidariske traditioner der må fortsættes for at sikre velfærdsstatens fremtidige udvikling. Vi kan derfor med fordel studere Barack Obama og tage ved lære af hans metoder, - både i DSU og Socialdemokratiet.
... Ellers er der ikke så meget mere at sige end, hep hep Obama - det blir’ sgu spændende!
Og så var der jo én der var i Berlin og høre Obama tale for nyligt! Det var STORT!
– FOKUS PÅ BARACK OBAMA.
Af: Anne Paulin, formand Internationalt udvalg
Om få måneder skal amerikanerne afgøre, hvem der skal være ny prædident i USA og dermed de facto leder af den frie verden. Skal det være aldrende krigsveteran John McCain? Eller vil Amerika få landets første sorte præsident i den 47-årige Barack Obama, - en mand der både er blevet kaldt en politisk letvægter, opportunist og folkeforfører, men ikke desto mindre står til at indtage verdens mest magtfulde embede, hvis man skal hæfte sig ved de seneste meningsmålinger.
I denne artikkel vil vi se nærmere på, hvem politikeren Obama er.
Fænomenet Obama
Obama er kendt som politikeren der blev berømt over en nat, da han i forbindelse med demokraternes konvent i 2004 holdt hovedtalen, der motiverede for John Kerrys kandidatur. På mesterlig vis reciterede Obama passager fra den amerikanske uafhængighedserklæring, fremlagde sin version af solidaritet og ikke mindst formåede at sætte fokus på det enestående ved Amerika; ”at alle i landet har chancerne for at opnå succes, selv en høj, tynd drenge med et mærkeligt navn (Barack)”. Dermed formåede Obama også at skabe et fokus på sig selv, og allerede efter Kerrys nederlag begyndte snakken om, at Obama kunne være mulig kandidat i ’08, derfor at gå. I starten af 2007 meldte Obama sit kandidatur på banen, og formåede hurtigt og effektivt at skabe en bevægelse omkring hans kampagne, - en bevægelse som især kom til at involvere mange veluddannede unge, der i en rus af poltitisk vækkelse udgjorde et kæmpestort frivillig korps, der allerede fra starten af cementerede styrken i Obamas kampagne. Og Obama fik folk til at græde af fryd over udsigten til ”change” og ”hope” som hurtigt blev kodeordene i Obama-kampagnen. Sammenholdt med det opløftende ”Yes we can” og Obamas insisteren på national forsoning mellem republikanere og demokrater efter de opsplittende år med Bush, opnåede Obama om ikke ligefrem helgen- da i hvert fald stjernestatus.
Den skandaløse præst og de brudte løfter
At Barack Obama i modsætning til McCain er en politisk nybegynder har medført både fordele og ulemper for den demokratiske præsidentkandidat. En af de klare fordele har været det pletfrie ry, som uden tvivl har understøttet Obama i hans heroiske fremståen som sort Mesias.
Dog har den intensive præsidentkampagne medført flere brister i Obamas karakter. Først og fremmest var Hillary Clinton og Obamas lange opslidende kampagne internt i det demokratiske parti, et kapløb hvor tonen til tider blev barsk. Som eksempelvis da Hillary Clinton rettede en kraftig kritik mod Obama efter hans udtalelser om, at den amerikanske underklasse var desilusionerede og derfor tyede til Gud og våben efter trøst. Det var med til at understøtte billedet af Barack Obama som værende en akademiseret overklassesnob uden nogen virkelighedsfornemmelse og forståelse for den enkelte amerikaners virkelighed. Derudover var der den store miser med Obamas såkaldte spirituelle vejleder, Chicago-præsten Jeremiah Wright som hurtigt blev kendt i hele USA som ”Obamas pastor”. Wrights udtalelser omkring Irak-krigen blev stemplet som anti-amerikanske og dermed antipatriotiske, hvorfor manden – som rent faktisk også fremstår bindegal – IKKE var favorabel for Obama at blive kædet sammen med. Obama har sidenhen taget afstand til præstens udtalelser, men mange mente, at det kom for sent, og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Obama i så mange år har kunnet omgås denne hans såkaldte spirituelle vejleder.
Endvidere har den seneste tid budt på en hel del polemik omkring et brudt løfte fra Obama om, at han som præsidentkandidat ville modtage den offentlige kampagnestøtte og dermed fravælge private bidrag. Men at være den største fundraiser i amerikansk historie kan åbentlyst ændre en sådan holdning. I hvert fald takkede Obama nej til den offentlige støtte til fordel for den private, hvilket McCain-lejren ikke har været sen til at udlægge som et ikke blot et tegn på grådighed, men også utroværdighed.
Vil han gå hele vejen?
Hvor der ingen tvivl er om, at europæerne i overbevisende grad foretrækker at se Obama indtage det Hvide Hus, forholder det sig naturligvis anderledes i USA. Næsten alt kan ske frem til valget i november, og mange eksperter har påpeget, at valgets udfald i høj grad kommer til at afhænge af, hvilke politiske emner der bliver dominerende frem til d. 4. november. Det har i høj grad været en fordel for Barack Obama, at han har kunnet kritisere Irak-krigen med ren samvittighed, idet han var imod krigen lige fra dens tidlige begyndelse i marts ´03. Obamas vision om en 16-måneders tilbagetrækning fra Irak har været populær blandt de mange amerikanere, der har følt, at krigen er kommet dem alt for tæt ind på livet. Ikke desto mindre arbejder de seneste fremskridt i Irak til John McCains fordel. Selvom de irakiske fremskridt er beskedne, giver de dog et håb om, at krigen måske alligevel kan vendes og vindes, hvilket er McCains kæphest ”omend det skulle tage 100 år”, som han har udtalt. Den kriseramte amerikanske økonomi er et andet højtprofileret tema i amerikansk politik. Her er det McCain der fremstår svag efter flere gange at have indrømmet, at det med økonomi egentlig ikke er noget han ved så meget om. Derfor bliver det enormt interessant at følge, hvad agendaen i amerikansk politik vil byde på i løbet af efteråret.
Hvad vi kan lære af Obama
Der er ingen tvivl om, at armbevægelserne i amerikansk politik er større, end hvad man støder på i det politiske billede herhjemme. De virkemidler de amerikanske politikere benytter sig af, ville på mange danskere virke overfladiske og måske nærmest grinagtige. For Obamas vedkommende har jeg ofte hørt folk sige om ham, ”hvad mener han egentlig med alt det der ”hope” og ”change”, - er det ikke bare tomme ord?”. Der er ingen tvivl om, at ord altid har faldet lettere end handling. Men ikke desto mindre; Barack Obama har med imponerende dygtighed formået at vække den amerikanske befolkning og fået organiseret en stor bevægelse omkring hans kampagne og politik.
Og lad os indse det. Håb er også hvad vi har brug for i socialdemokratisk politik, der efterhånden må have nået grænsepunktet for hvor steril og upersonlig politiske budskaber kan blive. Vi har brug for en politik der kan få folk til at føle for forandringer igen. En politik der kan skabe en alternativ danskhed, der ikke er bygget på fremmedfjendskhed og frikadeller, men en stolthed over et stærkt demokrati og de solidariske traditioner der må fortsættes for at sikre velfærdsstatens fremtidige udvikling. Vi kan derfor med fordel studere Barack Obama og tage ved lære af hans metoder, - både i DSU og Socialdemokratiet.
... Ellers er der ikke så meget mere at sige end, hep hep Obama - det blir’ sgu spændende!
Og så var der jo én der var i Berlin og høre Obama tale for nyligt! Det var STORT!
8. juni 2008
Eva og Ulla på slap linje, mens verden sulter
Selvom international ulighed hverken er noget danske politikere eller medier finder særligt sexet at rette opmærksomhed mod, vil de fleste dog havde lagt mærke til, at en international fødevarekrise raserer i skrivende stund.
I Danmark hæfter vi os ved, at det bliver dyrere og dyrere at punge ud ved kassen, når vi har fyldt kurven op med fødevarer i Netto: med en stigning i fødevarepriserne på 7,7% siden sidste år og en inflation på under det halve procentpointsmæssigt (3,2), er fødevarekrisen til at tage og føle på.
Mere uforstående er det tilsyneladende, at 100 mio mennesker verden over, faktisk risikerer døden som følge af krisen. Minister for (afvikling af) den danske udviklingspolitik, Ulla Tørnæs ikoniserer sig selv for denne uforståenhed for krisen, som da hun eksempelvis i DR1’s udenrigspolitiske magasin Horisont for et par uger siden, udtaler at krisen selvfølgelig er presserende, men at det vigtigste jo på sigt er at udviklingslandene for hævet deres levestandard. En så fantastisk arrogance overfor millioner af mennesker der LIGE NU mister alt, som LIGE NU må æde mudderkager for at overleve, som LIGE NU må se deres børn opvokse med underernæring der mærker dem fysisk og mentalt for resten af livet, - en så ubeskrivelig arrogance kan man jo kun tilskrive ren og skær uduelighed.
Og i forlængelse af uduelighed, falder tanken naturligvis på fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Da 183 lande d. 5. juni på FN’s krisetopmøde i Rom, kom til enighed om en erklæring, der pålægger det internationale samfund at tage hånd om det krisens ofre, var fødevareministerens kommentar noget upassende, at hun var begejstret over at frihandel havde fået en så fremtrædende plads i erklæringen. Ja. Ideologisk har Eva-ulighed-er-godt-Kjer-Hansen til alle tider været.
Og det er da rigtig flot, at Ulla og Eva kan komme med deres ævl og kævl om langsigtede strategier, men det er kraftedeme også for let købt. Danmark har brug for en stærk udviklingsminister, og en stærk fødevareminister, der kan repræsentere et dansk krav om øjeblikkelig handling, - om øjeblikkelig respekt og omsorg for de mange mennesker, for hvem livsfundamentet skrider yderligere for hver dag krisen fortsætter.
I Danmark hæfter vi os ved, at det bliver dyrere og dyrere at punge ud ved kassen, når vi har fyldt kurven op med fødevarer i Netto: med en stigning i fødevarepriserne på 7,7% siden sidste år og en inflation på under det halve procentpointsmæssigt (3,2), er fødevarekrisen til at tage og føle på.
Mere uforstående er det tilsyneladende, at 100 mio mennesker verden over, faktisk risikerer døden som følge af krisen. Minister for (afvikling af) den danske udviklingspolitik, Ulla Tørnæs ikoniserer sig selv for denne uforståenhed for krisen, som da hun eksempelvis i DR1’s udenrigspolitiske magasin Horisont for et par uger siden, udtaler at krisen selvfølgelig er presserende, men at det vigtigste jo på sigt er at udviklingslandene for hævet deres levestandard. En så fantastisk arrogance overfor millioner af mennesker der LIGE NU mister alt, som LIGE NU må æde mudderkager for at overleve, som LIGE NU må se deres børn opvokse med underernæring der mærker dem fysisk og mentalt for resten af livet, - en så ubeskrivelig arrogance kan man jo kun tilskrive ren og skær uduelighed.
Og i forlængelse af uduelighed, falder tanken naturligvis på fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Da 183 lande d. 5. juni på FN’s krisetopmøde i Rom, kom til enighed om en erklæring, der pålægger det internationale samfund at tage hånd om det krisens ofre, var fødevareministerens kommentar noget upassende, at hun var begejstret over at frihandel havde fået en så fremtrædende plads i erklæringen. Ja. Ideologisk har Eva-ulighed-er-godt-Kjer-Hansen til alle tider været.
Og det er da rigtig flot, at Ulla og Eva kan komme med deres ævl og kævl om langsigtede strategier, men det er kraftedeme også for let købt. Danmark har brug for en stærk udviklingsminister, og en stærk fødevareminister, der kan repræsentere et dansk krav om øjeblikkelig handling, - om øjeblikkelig respekt og omsorg for de mange mennesker, for hvem livsfundamentet skrider yderligere for hver dag krisen fortsætter.
8. maj 2008
Hvis man vil smadre Pia, do it right!
Så har jeg lige set DR's udsendelse "Ærlig talt" i aften med en af mine absolutte ynglingspersoner, Pia Kjærsgaard. Jeg mener det. Kvinden har god underholdningsværdi. Zappede væk fra Brian Mørk Show, (ret ringe i øvrigt).
Faktisk var det i højere grad den lækre vært, Kaare Quist, som jeg fik øje på. Guf for øjet tænkte jeg, men hurtigt skiftede mit fokus over på hans utroligt elendige spørgsmål til Danmarks førstedame. Hvorfor? Tænkte jeg. Hvorfor, kan vi ikke få nogle kvalificerede spørgsmål.
KQ's spørgsmål kan kort opsumeres: Hvorfor så meget ståhej omkring 30 g. stof (tørklæde)? Ved du, Pia, bedre end Asmaa Abdol-Hamid som selv siger, at hun ikke er undertrykt? Vil ikke lade dig behandle af en læge med tørklæde, - hvad hvis du var ved at dø? Hvor langt må skægget på en dommer i en dansk retssal være?
GET OVER IT KAARE QUIST. Hvorfor ikke bare anerkende, at ja! Tørklædedebatten handler fandme ikke om 30 g. stof. Det ER et religiøst symbol, der har en religiøs betydning no matter what. Lige som korset, kalotten osv.
Og så kom til de interessante spørgsmål: Bliver Danmark et bedre sted, ved at man ikke møder folk i det offentlige system med religiøse symboler? Er det virkelig en sejr for ytringsfriheden, at statslige direktiver skal afgøre hvad for noget kluns og hvilke hatte man må iføre sig? Vil det hjælpe på ligestillingen og bringe flere muslimske kvinder ud i det danske samfund ved at forbyde dem tørklædet. Christ no.
Man vinder aldrig over DF ved at føre latterlig kulturrelativistisk - det er jo bare et lille tørklæde - retorik. Pia fik virkelig sat amatøren på plads. Hun var skide god. Og hun så også godt ud i aften.
Ikke at jeg kan lide hende, jeg værdsætter bare tragikomik!
Faktisk var det i højere grad den lækre vært, Kaare Quist, som jeg fik øje på. Guf for øjet tænkte jeg, men hurtigt skiftede mit fokus over på hans utroligt elendige spørgsmål til Danmarks førstedame. Hvorfor? Tænkte jeg. Hvorfor, kan vi ikke få nogle kvalificerede spørgsmål.
KQ's spørgsmål kan kort opsumeres: Hvorfor så meget ståhej omkring 30 g. stof (tørklæde)? Ved du, Pia, bedre end Asmaa Abdol-Hamid som selv siger, at hun ikke er undertrykt? Vil ikke lade dig behandle af en læge med tørklæde, - hvad hvis du var ved at dø? Hvor langt må skægget på en dommer i en dansk retssal være?
GET OVER IT KAARE QUIST. Hvorfor ikke bare anerkende, at ja! Tørklædedebatten handler fandme ikke om 30 g. stof. Det ER et religiøst symbol, der har en religiøs betydning no matter what. Lige som korset, kalotten osv.
Og så kom til de interessante spørgsmål: Bliver Danmark et bedre sted, ved at man ikke møder folk i det offentlige system med religiøse symboler? Er det virkelig en sejr for ytringsfriheden, at statslige direktiver skal afgøre hvad for noget kluns og hvilke hatte man må iføre sig? Vil det hjælpe på ligestillingen og bringe flere muslimske kvinder ud i det danske samfund ved at forbyde dem tørklædet. Christ no.
Man vinder aldrig over DF ved at føre latterlig kulturrelativistisk - det er jo bare et lille tørklæde - retorik. Pia fik virkelig sat amatøren på plads. Hun var skide god. Og hun så også godt ud i aften.
Ikke at jeg kan lide hende, jeg værdsætter bare tragikomik!
15. april 2008
Artikel til "DSU'eren" nr. 2, 2008
Boykot OL i Kina!
Af: Anne Paulin, næstformand International Udvalg
Ingen kamp er vigtigere for DSU end kampen for demokrati og menneskerettigheder. Det gælder selvfølgelig herhjemme, men kampen er grænseløs; vi kan ikke acceptere forbrydelser mod menneskers rettigheder nogen steder i verden.
Et af de steder hvor menneskerettigheder dagligt krænkes, er i verdens største diktatur – Kina. Dette er ikke noget nyt; Kina har siden 1949 været et kommunistisk styre med et etpartisystem, der aldrig har kendt skyggen af ytringsfrihed.
I august vil De Olympiske Lege blive afholdt i Beijing, og i et historisk øjeblik vil verden få et sjældent indblik i det store land. Desværre kan man med rette betvivle, om det bliver realiteternes Kina verden får at se snarere end et nøje planlagt udstillingsstykke. I DSU holder vi fokus: Kina er et undertrykkende diktatur, og vi kan ikke støtte op omkring afholdelse af OL i Beijing.
Sport er også politik
”Sport og politik bør holdes adskilt”. Således lyder det vel nok mest brugte argument imod en eventuel OL-boykot. Delvist kan jeg følge argumentet, normalt er der ikke så meget politik i håndbold, roning, og hvad der ellers er på programmet af atletiske udfoldelser ved OL.
MEN. Når man har tvangsflyttet tusindvis af kinesere for at opbygge stadioner og sendt de protesterende i arbejdslejr. Når man har givet befolkningen mundkurv på i frygt for, at sandheden om regimet skal slippe ud. Når man lammetæsker tibetanere, hvis eneste ønske slet og ret er frihed. Når alt dette finder sted, kan vi i DSU ikke have tvivl: sporten er blevet politisk, OL er blevet politisk, - og vi må derfor reagere politisk.
Bliv hjemme Frederik
I DSU er kongehuset ofte til diskussion. Er vi for eller imod monarkiet? Der er delte meninger. Men at kongehuset bør og skal holde sig uden for politik, er svært at stille spørgsmålstegn ved. Derfor bør man også forlange af vores kronprins, Kammerat Frederik, at han bliver hjemme fra OL, og man bør forlange af ham, at han dropper hans planer om medlemsskab af IOC (International Olympic Comittee). Bliv hjemme Frede, drop IOC-planerne, - gå ud og klip nogle røde snore over og vink til befolkningen i stedet.
Boykot OL
Konklusionen er klar. DSU bør opfordre til boykot af OL i Kina. Det Kina verden kommer til at se på TV fra Beijing i august 2008 vil være et fatamogana, som vil være med til at legitimere diktaturet. Det kan vi ikke gå med til.
Der er argumenter om, at en boykot af Kina blot vil gøre landet mere lukket, og endvidere vil skade de globale relationer mellem Kina og vesten. Og dette forhold bør selvfølgelig også være så lidt anstrengt som muligt. Kina er en stor magt i verden, men det må ikke betyde, at vi ikke stiller samme krav til Kina om menneskerettigheder, fred og demokrati. DSU mener, at disse rettigheder skal gælde for alle: derfor opfordrer vi til boykot af OL i Kina.
Af: Anne Paulin, næstformand International Udvalg
Ingen kamp er vigtigere for DSU end kampen for demokrati og menneskerettigheder. Det gælder selvfølgelig herhjemme, men kampen er grænseløs; vi kan ikke acceptere forbrydelser mod menneskers rettigheder nogen steder i verden.
Et af de steder hvor menneskerettigheder dagligt krænkes, er i verdens største diktatur – Kina. Dette er ikke noget nyt; Kina har siden 1949 været et kommunistisk styre med et etpartisystem, der aldrig har kendt skyggen af ytringsfrihed.
I august vil De Olympiske Lege blive afholdt i Beijing, og i et historisk øjeblik vil verden få et sjældent indblik i det store land. Desværre kan man med rette betvivle, om det bliver realiteternes Kina verden får at se snarere end et nøje planlagt udstillingsstykke. I DSU holder vi fokus: Kina er et undertrykkende diktatur, og vi kan ikke støtte op omkring afholdelse af OL i Beijing.
Sport er også politik
”Sport og politik bør holdes adskilt”. Således lyder det vel nok mest brugte argument imod en eventuel OL-boykot. Delvist kan jeg følge argumentet, normalt er der ikke så meget politik i håndbold, roning, og hvad der ellers er på programmet af atletiske udfoldelser ved OL.
MEN. Når man har tvangsflyttet tusindvis af kinesere for at opbygge stadioner og sendt de protesterende i arbejdslejr. Når man har givet befolkningen mundkurv på i frygt for, at sandheden om regimet skal slippe ud. Når man lammetæsker tibetanere, hvis eneste ønske slet og ret er frihed. Når alt dette finder sted, kan vi i DSU ikke have tvivl: sporten er blevet politisk, OL er blevet politisk, - og vi må derfor reagere politisk.
Bliv hjemme Frederik
I DSU er kongehuset ofte til diskussion. Er vi for eller imod monarkiet? Der er delte meninger. Men at kongehuset bør og skal holde sig uden for politik, er svært at stille spørgsmålstegn ved. Derfor bør man også forlange af vores kronprins, Kammerat Frederik, at han bliver hjemme fra OL, og man bør forlange af ham, at han dropper hans planer om medlemsskab af IOC (International Olympic Comittee). Bliv hjemme Frede, drop IOC-planerne, - gå ud og klip nogle røde snore over og vink til befolkningen i stedet.
Boykot OL
Konklusionen er klar. DSU bør opfordre til boykot af OL i Kina. Det Kina verden kommer til at se på TV fra Beijing i august 2008 vil være et fatamogana, som vil være med til at legitimere diktaturet. Det kan vi ikke gå med til.
Der er argumenter om, at en boykot af Kina blot vil gøre landet mere lukket, og endvidere vil skade de globale relationer mellem Kina og vesten. Og dette forhold bør selvfølgelig også være så lidt anstrengt som muligt. Kina er en stor magt i verden, men det må ikke betyde, at vi ikke stiller samme krav til Kina om menneskerettigheder, fred og demokrati. DSU mener, at disse rettigheder skal gælde for alle: derfor opfordrer vi til boykot af OL i Kina.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
